Lad vær.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er så god til det. Måske fordi jeg aldrig helt har været der. Selvfølgelig har jeg lidt, men det har aldrig været særlig meget. Ikke som nogen andre. Og det er ikke fordi jeg skal pudse glorien, jeg har bare aldrig følt det store behov for at kommentere negativt på mig selv. Det er tit, at jeg oplever veninder brokke sig over deres udseende. Det oplevede jeg også da jeg lige var blevet teenager. Det stopper åbenbart ikke. Det bliver egentlig bare ved.

Selvom jeg gerne vil give dem bekræftelse i, at de er gode nok som de er, så er det som om at det ikke hjælper. De har sat en barrikade op, som gør at man ikke kan nå derind. Jeg komplimenterer dem alligevel og giver gode råd med på vejen, for jeg mener det sgu. Ellers ville jeg aldrig gøre det. Men jeg kan mærke, at jeg ikke når igennem. Måske begrænset, men ikke nok. Det ærgrer mig sådan. Det giver en vis stemning, som er svær og komme af med. Det kan godt være, at du synes din bums er stor og lige midt i panden, men det er sgu oftest os selv, der gør det værre end hvad det er. Det hele er inde i ens eget hoved.

Nogen gange ville det være rart, hvis der ikke blev brugt krudt på alt det vi nu har lyst til at brokke os over. Men i stedet bare siger, “fuck det, så har jeg en dårlig hår dag eller nu har jeg gjort hvad jeg kunne, for at det sidder nogenlunde”. I know, det er svært! Men nogen gange, er det bedre bare og slippe det, og ikke bruge mere energi på det. Du gør det værre for dig selv.

Der skal være plads til dårlige dage, og dem har jeg i øvrigt selv, der skal bare ikke være for mange af dem. Det æder dig op og det er pisse hårdt. Jeg ønsker for dig, at du ikke længere bruger al din energi på det. Bare for din egen skyld.