Må man være lykkelig?

Arh der er et eller andet, der får mig til at blive pisse fortvivlet ved lige netop dette emne.

For der er noget over det, noget der sætter tanke mylderet igang. For jeg er ret så sikker på, at alle vil svare direkte JA, hvis man spørg dem om man må være lykkelig, men ved de overhovedet hvad de svarer ja til. Vi bliver oftest grønne af misundelse over andres lykke, for hvorfor er det ikke os der er lykkelige?

Jeg ved at mange kan nikke genkendende til den misundelse, der opstår når der er en bekendt eller ikke bekendt, der oplyser dig om deres ellers så lykkelige stund, hvor fuglene kvidre og smilet nærmest sidder fast på deres læber. Jeg lyder lettere kritisk over for lykke, I know. Men det er jeg faktisk ikke. Jeg er ikke en type, der som sådan bliver grøn af misundelse. Jeg kan sagtens misunde, men så er det faktisk på den gode måde. Jeg kan godt tage mig selv i at tænke,”det gad jeg sguda også godt“ eller “ej hvor er du heldig“. Hvem gør ikke det? Sådan vil det nok altid være og egentlig er der ikke noget galt i det.

Men den grønne misundelse har jeg svært ved, at se bort fra.

Den hvor de helst skal overgå en, for at få sig selv til at føle sig bedre tilpas. Lige netop denne misundelse, er jeg bare IKKE vild med. Jeg ved ikke hvad det er der gør, at det lige netop er nogen bestemte personer, der har svært ved at lade andre være lykkelige og have lykken for sig selv. Det er en evig gåde for mig. Det der med, altid at være den bedste. Jeg er ikke fan og bliver det nok aldrig. Knib lige ballerne sammen og vær glad på vedkommendes vegne, jeg er helt sikker på at de fleste fortjener lige netop det der gør dem lykkelige.